Av Carl-Thomas von Christierson. Ur Nyhedsbrev nr 27, augusti 2013.
Karl Gustav Idman blev født i Tammerfors, Finland 1. december 1885 og døde i Helsingfors den 13. april 1961. Han blev student 1904, cand. jur. 1910 og dr. jur 1914. Han studerede i flere omgange ved udenlandske universiteter, bl.a. i Lausanne, Bruxelles, Paris, London og St. Petersborg, og i 1915 blev han docent i stats- og folkeret ved Helsingfors Universitet samt tilforordnet professor i disse emner frem til 1918.
Han begyndte sin diplomatiske karriere efter det russiske kejserdømmes fald som konsultativt medlem af Finlands Ministerstatssekretariat i St. Petersborg, der en overgang fungerede som Finlands første ambassade i Rusland. Han oplevede her på nærmeste hold Finlands selvstændighedserklæring og løsrivelsen fra Sovjetunionen. I 1918 blev han kontorchef i det nyoprettede finske udenrigsministerium som han var med til at opbygge ligesom de finske repræsentationer i udlandet.
Mellem 1919 og 1925 var han Finlands minister (sendebud) i København, en post der 1922 udvidedes med ministerposten i Ungarn. 1925 var han Finlands udenrigsminister hvorefter han i 1927 blev minister i Estland, Letland og Tjekkoslovakiet, men allerede 1928 i Polen og Rumænien frem til 1938. Fra 1939 var han minister i Japan og frem til 1944, da de diplomatiske forbindelser mellem de to lande måtte afbrydes. Japan var allieret med Tyskland som Finland havde måttet erklære krig. Det var et af Sovjetunionens krav ved afslutningen af den finsksovjetiske fortsættelseskrig.
Minister Idman udgav to erindringsbøger, Mamme itsenäsistymisen vuosilta (1953) der omhandler årene omkring Finlands selvstændighedserklæring 1917 og Diplomatminnen (1954) der behandler årene 1919-27. Denne bog dækker derfor i overvejende grad hans tid som Finlands første minister i Danmark. Han fortæller bl.a. om Prins Aage der blev spurgt om han ville modtage Finlands krone for så vidt den blev ham tilbudt, om hans møder med enkekejserinde Dagmar, der var en stor Finlandsven og om præsident Lauri Relanders statsbesøg i Danmark 1926 der vakte megen opmærksomhed, for øvrigt i modsætning til det seneste finske statsbesøg 2013. Han fortæller om sine iagttagelser omkring diplomatiet i Danmark, de dansk-finske forbindelser, om diskussionerne vedrørende et forsvarsforbund mellem de nordiske lande og om Finlands deltagelse i det nordiske samarbejde. Karl Gustav Idman var også en af de centrale personer i oprettelsen af Dansk-Finsk Forening 1922. Ved afrejsen fra København afholdt denne forening en stor afskedsfest på Hotel d’Angleterre, og af de finske vicekonsuler i Danmark modtog han et pragtfuldt sølvfad med inskription og afbildninger af såvel Finlands rigsvåben, Finlands legation, Christiansborg og Amalienborg.
I 1927 blev han medlem af Académie Diplomatique Internationale og han repræsenterede Finland i flere internationale sammenhænge, bl.a. i Dorpatdelegationens fredsforhandlinger med Sovjetunionen 1920, i forhandlingerne omkring Ålandsøerne i Stockholm 1939, ved fredskonferencen i Paris 1946 ligesom han var med i udarbejdelsen af Venskabs- og Bistandspagten med Sovjet 1948.
K. G. Idman udnævntes til Storkorsridder af Dannebrog og fik i den forbindelse udformet et våben. Det usignerede forlæg må givetvis være kommet fra Finland, mens våbenet i 1924 blev tegnet til ridderbogen og malet på skjoldet til ophængning i Frederiksborg slotskirke af Hans Christian Sophus Gether-Caspersen. Denne var blevet kgl. våbenmaler i 1919 og forlæggets kvadrerede streger må være tegnet af ham i forbindelse med overføring af forlægget til skjoldet.
Våbenet er tværdelt hvor første felt er delt, dexter felt i sølv med to krydslagte brændende fakler og sinister felt i blåt med et skråtstillet sværd. Andet felt er tre sølvroser i sort. På hjelmen er placeret en blå vulst med tre sølvroser hvorover fem strudsefjer, tre i sølv og to i sort hvorpå et opadpegende sværd. I stedet for hjelmklæde er der to skjoldholdere, dexter en løve og sinister en hest, begge i sølv. Skjold og holdere står på et postament med valgsproget Honor et patria.
Trods at der i slægten Idman fandtes en adelig gren Idestam er våbenet helt personligt. Farverne sølv og blåt kan næppe være taget fra andet end det finske flags farver ligesom roserne er fra det finske rigsvåben. Sværdet er et gammelt justitssymbol. De to brændende fakler derimod er vanskeligere, de er så specielle at der må ligge en betydning bag, men hvilken? En mulighed kan være at heraldiske fakler er omtalt som symbol på sandhed, efterretninger, iver, nidkærhed og læring/oplysning, hvilket jo sagtens kan bruges her. Strudsefjer har været brugt som billede på civile embedsmænd. Da der ikke foreligger nogen korrespondance om våbenet i Ordenskapitlet forbliver resten indtil videre ukendt .