Två nordiska FN-generalsekreterares vapen

Norrmannen Tryggve Lie och svensken Dag Hammarskjöld var Förenta Nationernas två första generalsekrerare. De var båda vapenförande. I vårt Nyhedsbrev har Tom S. Vadholm skrivit om Trygve Lie, och Carl-Thomas von Christierson och Sunil Saigal var sin artikel om Dag Hammarskjöld.

Tryggve Lie (1896-1968)

Av Tom S. Vadholm (ur Nyhedsbrev nr 28)

Trygve Halvdan Lie ble født 16. juli 1896 i Kristiania, men vokste opp på Grorud i Østre Aker. Aker kommune ble slått sammen med Oslo i 1948, så man sier gjerne at han vokste opp i Oslo. (Kristiania skiftet i 1925 tilbake til
sitt gamle navn Oslo fra før 1624.) Trygve Lie er mest kjent som den første generalsekretær for De Forente Nasjoner (FN), men også som politiker og statsråd for Arbeiderpartiet hjemme i Norge og i London under annen verdenskrig.

Trygve Lies far emigrerte til Amerika før gutten ble født. Han vokste derfor opp hos en enslig mor. Trygve kom tidlig med i politisk virksomhet. Grorud var på denne tid i rask industriell vekst med en arbeidsstokk som fascinerte unge Trygve med alle sine nasjonaliteter: tyskere, dansker, polakker og svensker. Selv sa han at interessen for politikk ble vakt ved samværet med arbeiderne fra tekstilfabrikken og steinbruddene på Grorud og med rallarne på jernbanen. Han giftet seg i 1921 med kaféinnehaver Hjørdis A. F. Jørgensen. Deres datter Sissel giftet seg i 1946, paradoksalt nok med den lokale industrileder og Høyrepolitiker Jens-Halvard Bratz, som i likhet med sin svigerfar ble industriminister. Det var i 1981, 17 år etter svigerfaren, i Willochs konservative regjering.

En viktig person for Trygve Lies løpebane ble Johan Evje, lærer ved Grorud skole og aktiv politiker i Aker Arbeiderparti. Trygve Lie tok middelskole og examen artium (1914), noe som ikke var vanlig for arbeiderungdom den gang. Han fortsatte energisk sin utdanning og ble cand. jur. i 1919. Under studiene drev han med mye politisk arbeid for Det norske Arbeiderparti som han tidlig var blitt medlem av. I 1915 ble han lønnet sekretær i Aker Arbeiderparti, i 1916 styremedlem og snart etter formann. Han satt ni år i Aker herredsstyre. 1921 ble Akershus Arbeiderparti dannet og Lie ble første formann. Han var valgt stortingsrepresentant fra Akershus fylke 1937–49.

1919–22 var Trygve Lie sekretær på Arbeiderpartiets kontor. 1921 var han sekretær for en partidelegasjon til Moskva og fikk et møte med Lenin. Det var starten på en mangeårig kontakt med Sovjetunionen. 1922 ble Trygve Lie tilsatt som juridisk konsulent i Arbeidernes faglige Landsorganisasjon (dagens LO). Han håndterte i disse årene bl.a. de kjente organisasjonspolitiske konfliktene som Menstadslaget og skogsarbeidernes kamp for organisasjonsrett i Trysil.

I 1935 ble Trygve Lie justisminister. Sommeren 1935 innvilget regjeringen oppholdstillatelse til den revolusjonære Leo Trotskij. Etter at Moskva-prosessene startet for fullt sommeren 1936, ble Norge utsatt for press fra sovjetisk side for å sende Trotskij ut av landet. Det var justisminister Trygve Lie som gjennom to provisoriske lover fikk internert Trotskij med brev- og besøksforbud og til sist i all hemmelighet fikk sendt ham ut av Norge til Mexico før jul 1936. I juli 1939 ble Trygve Lie handelsminister, og etter utbruddet av krigen i Europa ble han oktober samme år sjef for det nyopprettede Forsyningsdepartementet.

Lie var en drivkraft da regjeringen i april 1940 flyktet nordover til Tromsø og i juni til Storbritannia. I London overtok Trygve Lie i november 1940 som utenriksminister. I sin utenrikspolitikk ønsket han å opparbeide et godt tillitsforhold til Storbritannia og USA, og han tok til orde for et militært samarbeid mellom landene ved det nordlige Atlanterhavet også for tiden etter krigen. Etter hvert som USA fikk en stadig mer fremtredende rolle i alliansen, tonet Lie ned denne “Atlanterhavspolitikken” til fordel for et likeverdig samarbeid med stormaktene og en forankring av norsk sikkerhet i en kollektiv sikkerhetsløsning, noe som skulle bli De Forente Nasjoner. Lie møtte regelmessig de øvrige allierte utenriksministre, spilte tennis med Anthony Eden og utfoldet seg politisk og sosialt. I april 1945 var Lie formann for den norske delegasjon ved FN-konferansen i San Francisco.

Trygve Lie ble De Forente Nasjoners første generalsekretær i februar 1946 – som en kompromisskandidat. Han kom til i New York i mars 1946 uten at organisasjonen hadde lokaler; FN startet sitt virke i et hotellrom på Waldorf-Astoria. Som gammel lokalpolitiker kom Trygve Lie godt overens med New Yorks ordfører og byplanlegger, og med en romslig sjekk fra John D. Rockefeller jr. var en tomt på Manhattan sikret før jul 1946. Det modernistiske bygget som alle i dag kjenner som FNs hovedkvarter, stod ferdig 1952 og kan langt på vei sies å være Trygve Lies verk.

En rekke konflikter kom på generalsekretærens bord: Iran-krisen, konflikten i Hellas, opprettelsen av Israel, medlemskap for Kina og Korea-krigen. Lie søkte å bidra til å skape samarbeid mellom øst og vest, men forholdene endret seg raskt etter hvert som motsetningene mellom Sovjetunionen og vestmaktene ble skjerpet. Da Korea-krigen brøt ut juni 1950, støttet Lie FNs aksjon mot angriperen. Etter dette ville ikke Sovjetunionen anerkjenne ham som generalsekretær, og dette hindret hans virke. I tillegg slo McCarthyismen inn over FN med full styrke i 1952. De siste månedene av Lies funksjonstid var sterkt preget av denne amerikanske jakten på spioner og kommunister blant de amerikanske statsborgerne i FN-sekretariatet. Trygve Lie bad om å få gå av i november 1952 og ble avløst av Dag Hammarskjöld april 1953.

Etter hjemkomsten til Norge ble Trygve Lie i 1955 fylkesmann (landshövding) i Oslo og Akershus, og var statsråd i flere korte perioder som industriminister og handelsminister. Lies ettermæle som politiker er sammensatt. Han spilte en helt sentral rolle i London-regjeringen, men hadde et konfliktfylt forhold til statsministeren. Lie var fleksibel og kunne skifte mening raskere enn troverdig var, syntes mange. Han døde av hjerteslag i 1968. Lie var æresdoktor ved hele 25 universiteter i USA og Europa. Trygve Lie ble tildelt storkors av St. Olavs Orden 1953 og storkors av Dannebrogordenen 1954. Han hadde 15 ulike ordener og dekorasjoner og over 40 andre æresbevisninger.

Som god sosialdemokrat var nok ikke heraldikk det som sto Trygve Lies hjerte nærmest. Vi heraldikere mener jo dette skyldes et misforstått likhetsideal og viser til Sveits som aldri har hatt adel, men som har forholdsmessig flere familievåpen enn noe annet land. Men som Dannebrogsridder måtte han få et våpen i Frederiksborg slott. Det bygger på hans ex Libris tegnet av Øystein Jørgensen og gjengitt i Hans Cappelens “Norske slektsvåpen”. En tegning av skjoldet er gjengitt i Dannebrogordenens våbenbog. Som man kan se er det identisk med hans Ex Libris bortsett fra de fire firbladinger. Vi må vel imidlertid anta at han ikke jevnlig brukte dette våpenet.

Dag Hammarskjöld (1905-1961)

Av Carl-Thomas von Christierson (ur Nyhedsbrev nr 26)

Efter opvæksten i Uppsala studerede Dag Hammarskjöld blandt andet filosofi, nationaløkonomi og jura. Han blev docent i nationaløkonomi 1933 og 1934 doktor ved Stockholms universitet med afhandlingen Konjunkturspridningen: en teoretisk och historisk undersökning.

I sin tidlige karriere var Dag Hammarskjöld ansat ved finansministeriet og den svenske rigsbank. Han blev 1936 statssekretær i finansministeriet under finansminister Wigforss og kom 1946 til udenrigsministeriet som finanspolitisk sagkyndig. Både mod slutningen, og efter anden verdenskrig fungerede han som diplomat i flere svenske forhandlingsdelegationer. Diskussionerne handlede blandt andet om handelspolitik, svensk støtte til genopbygningen af Europa, valutaspørgsmål og en begrænset svensk deltagelse i Marshallplanen.

Våben Hammarskjöld fra Carl Alexander von Volborth: Heraldry of the World

I 1949-1953 var han medlem af Tage Erlanders regering, de to første år som kabinetssekretær under udenrigsminister Östen Undén og derefter som udenrigshandelsminister. I Sverige understregede han sin position som nationaløkonom og ekspert under hele sin virksomhed. Han undgik at bekende politisk farve og tog ikke stilling i det partipolitiske spil. 1953 blev han valgt til generalsekretær for FN.

Det var Dag Hammarskjöld skabte FN’s fredsbevarende styrker, ikke kæmpende militære styrker, der med lette håndvåben til selvforsvar overvåger våbenstilstand og adskiller parterne i en konflikt. Styrkerne består af frivillige fra neutrale stater og indsættes kun efter godkendelse af begge parter i en konflikt.

Dag Hammarskjöld var en visionær leder under FN’s barndom og fik derfor stor indflydelse på organisationens karakter og form. Gennem sin personlige integritet, sine diplomatiske evner og målrettede gennemførelse af FN-tanken skabte han autoritet om generalsekretæren og formåede at gøre denne post mere selvstændig og agerende. FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan har skrevet, at ”Hammarskjöld har gjort mere for at skabe forventninger til posten som FN’s generalsekretær, og for den sags skyld til FN som helhed, end nogen anden person i organisationens historie”. Dag Hammarskjöld omkom ved en flyulykke i Afrika 1961 og tildeltes samme år Nobels Fredspris. Dag Hammarskjöldstiftelsen uddeler årligt stipendier til studier i internationale forhold, freds- og miljøspørgsmål og arrangerer årlige seminarer der behandler spørgsmål om fred, menneskerettigheder, natur- og miljøforhold.

Den adelige slægt Hammarsköld stammer fra Småland eller mere sandsynligt fra Öland. Stamfaderen var oberst og statholder Päder Michelsson, d. 1646, der blev adlet 1610 på Stockholms Slott af kong Karl IX
dog uden omtale af navnet. Han blev introduceret på Sveriges Riddarhus 1627 under nr. 135 og skrev sig på det tidspunkt Hammerskiöldh. I dag skriver familiens medlemmer sig Hammarskjöld, Hammarskiöld og Hammarskjold.

Våbnets beskrivelse er ifølge adelspatentet: ”Een guhl skiöld, och der uthi fyra lodh och två stridzhambrar i korss med sine rätta järnfärga, skaften röödha. Ofvan på hielmen två beväpnade armar, som hålla een stridzhammar med rödt skaft, skrefferingen gull, rödh och jernferga, efter som sielfve afmåladhe vapnet her hoss vidhare uthvijser och tillkenna gifver”

Av Sunil Saigal (ur Nyhedsbrev nr 26)

Den svenske diplomat Dag Hammarskjöld blev De forenede Nationers (FN’s) anden generalsekretær, da han i april 1953 som knap 48-årig (og den til i dag yngste indehaver af embedet) efterfulgte normanden Trygve Lie. Slægten Hammarskjöld stammer fra Småland eller Öland. Den tidligst kendte stamfader, ritmester og senere oberst og statholder Päder Michelsson (Peder Michilsson, død 1646) adledes den 6. juli 1610 af Kong Karl IX og introduceredes i 1627 på Riddarhuset under nr. 135, hvorefter han skrev sig Hammerskiöldh. I forbindelse med adlingen udførtes et våbenbrev med blasoneringen: ” . . . Een guhl skiöld, och der uthi fyra lodh och två stridzhambrar i korss med sine rätta järnfärga [sort], skaften röödha. Ofvan på hielmen två beväpnade armar, som hålla een stridzhammar med rödt skaft, skrefferingen [hjelmklædet] gull, rödh och jernferga, efter som sielfve afmåladhe vapnet her hoss vidhare uthvijser och tillkenna gifver. . . .” . Våbenet er naturligvis talende og dets figurer hentyder til stamfaderens militære baggrund, idet stridshammeren er et gammelt kavalerivåben.

Dag Hjalmar Agne Carl Hammarskjöld fødtes den 29. juli 1905 som den yngste af fire sønner af Agnes Maria Carolina (født Almqvist, 1866-1940) og Knut Hjalmar Leonard Hammarskjöld (1862-1953). Skønt finansielt forarmet tilhørte slægten Sveriges politiske og intellektuelle elite. Moderens slægt tæller flere politikere, embedsmænd og præster. Hendes far, Gustav Fridolf Almqvist (1814- 1866), var rigsdagsmand og embedsmand og arbejdede som sin halvbror, den romantiske digter og komponist, Carl Jonas Love Almqvist (1793-1866), for social reform.

Dag Hammarskjölds far, Hjalmar Hammarskjöld, var en internationalt prominent folkeretsjurist, embedsmand, akademiker og politiker, der blandt meget andet var minister i flere perioder og spillede en ledende rolle i forhandlingerne i Karlstad i forbindelse med opløsningen af unionen mellem Norge og Sverige i 1905. I november 1905 blev han udsendt som svensk gesandt i Danmark. Ved hjemkomsten til Sverige i 1907 blev han landshøvding i Uppland og statholder på Uppsala slot – som Dag Hammarskjöld kom til at betragte som sit barndomshjem. Hjalmar Hammarskjöld blev Sveriges statsminister i 1914. Han formåede at holde Sverige neutral under Første Verdenskrig, men måtte træde tilbage i 1917 i forbindelse med protester over fødevaremangel samt hans modstand mod en handelsaftale med Storbritannien. Han blev derefter igen landshøvding på Uppsala Slot og efterfølgende bl.a. rigsdagsmand samt formand for Nobelstiftelsen. Hjalmar Hammarskjöld optoges som medlem af Det svenske Akademi i 1918.

Dag Hammarskjölds egen akademiske bane og efterfølgende professionelle karriere havde et næsten kometagtigt forløb. Efter studentereksamen og studier i romanske sprog, praktisk filosofi og nationaløkonomi ved Uppsala Universitet blev han filosofisk kandidat og derefter både filosofisk licentiat og juridisk kandidat. I 1933 modtog han som 28-årig doktorgraden i nationaløkonomi. Efter studierne arbejdede Dag Hammarskjöld først i den svenske arbejdsløshedskommission og derefter i Sveriges Riksbank. Senere blev han statssekretær i Finansministeriet og formand for Riksbankens bestyrelse, svensk delegat i Organisationen for europæisk økonomisk Samarbejde, OEEC (der udsprang af Marshall-hjælpen til genopbygning af Europa efter Anden Verdenskrig), samt kabinetssekretær, d.v.s. medlem af den politiske ledelse, i udenrigsministeriet. Hammarskjöld, der stod uden for de politiske partier, blev i 1951 udnævnt til minister uden portefølje (konsultativt statsråd) i Tage Erlanders regering (1951-1953) og deltog endvidere i den svenske delegation til FN’s sjette og syvende generalforsamlinger (1951-52 og 1952-53).

De forenede Nationers generalsekretær vælges af organisationens generalforsamling på indstilling af Sikkerhedsrådet. Efter de kontroverser, der havde ført til Trygve Lie’s afgang i november 1952 (Se Tom Vadholms artikel om Lie og hans våben i SHS’s Nyhedsbrev nr. 28, oktober 2013), søgte stormagterne en decideret kompromiskandidat. Først efter at en række andre navne var blevet overvejet og forkastet, nåede man i slutningen af marts 1953 til Dag Hammarskjöld. Han skal senere have sagt om det – ikke mindst for ham selv – overraskende valg, at ”Jeg blev ganske enkelt trukket ud af en hat”.

Dag Hammarskjöld kom imidlertid til at tegne sig som én af de mest markante skikkelser i FN’s historie og definerede på mange måder organisationens rolle samt udstrækningen af generalsekretærens bemyndigelse. Perioden fra 1954 til 1961 karakteriseredes af bl.a. den gradvise intensivering af den kolde krig, konflikten i Mellemøsten, den begyndende afkolonisering af Afrika samt efterdønningerne af Korea-krigen. Hammarskjöld spillede en kritisk rolle i forhandlinger med Kina i 1954-1955, der resulterede i løsladelsen af amerikanske soldater taget til fange under krigen. I 1956 spillede han ligeledes en afgørende rolle i bremsningen af Suezkrisen i Mellemøsten, der ledte til etableringen af den første egentlige fredsbevarende styrke under FNmandat. Hammarskjöld øgede senere yderligere FN’s tilstedeværelse i Mellemøsten i forsøget på at sikre stabilitet i regionen, ligesom han i 1959-60 forsøgte at bidrage til stabiliteten i Sydøstasien i forbindelse med kriser mellem Cambodia og Thailand og internt i Laos.

Disse situationer overskyggedes imidlertid af Vietnamkrigen og af krisen i Congo, hvor der kort efter selvstændigheden fra Belgien i 1960 udbrød uroligheder, der bl.a. resulterede i provinsen Katangas løsrivelse fra resten af Congo og medførte etableringen af endnu en fredsbevarende FN-styrke. Hammarskjöld rejste til Léopoldville (i dag Kinshasa) i Congo i september 1961 for at søge en løsning på konflikten og besluttede i den forbindelse at mødes med Katangas Præsident Tshombe i Ndola i Nord-Rhodesia (det nuværende Zambia). Ved indflyvningen til Ndola om natten mellem den 17. og den 18. september 1961 styrtede flyet med Hammarskjöld og hans delegation ned. Hammarskjöld selv og femten andre personer omkom.

Trods adskillige undersøgelser i årenes løb er der aldrig fundet en endegyldig årsag til flystyrtet. På foranledning af Sveriges regering vedtog FN’s generalforsamling imidlertid i slutningen af december 2014 at genoptage efterforskningen.

Som FN-generalsekretær beskrives Hammarskjöld som et menneske af høj intelligens og uantastelig integritet, der havde sine meningers og princippers mod. Trods overraskelsen over valget af ham og hans egen oprindelige tøven med at modtage embedet befandt han sig tilsyneladende i sit rette element som generalsekretær. Skønt hans politiske dømmekraft ikke altid betragtedes som ufejlbarlig, og han til tider påkaldte sig kontrovers og kritik, er han dog af sine samtidige blevet beskrevet som en virtuos i politisk diplomati og forhandling, en udøver af aktivt men diskret diplomati, der evnede at drage fuld fordel af den internationale politiske atmosfære, i hvilken han fungerede, og som havde ført til hans udnævnelse, til at styrke FN’s gennemslagskraft.

Hammarskjöld er blevet betegnet som et renæssancemenneske. Han havde evne for sprog og interesse for litteratur og historie, billedkunst og klassisk musik. Samtidig var han en aktiv og kompetent gymnast, skiløber og bjergbestiger (og var i en årrække formand for den svenske alpinistklub). I taler i FN-sammenhæng anvendte han til tider metaforer fra netop bjergbestigning til at beskrive de politiske og diplomatiske udfordringer, han som generalsekretær stod overfor.

Han besad en tilsyneladende utrættelig energi, og han lagde vægt på helt og aldeles at kunne leve op til de hårde fysiske og psykiske krav, hans embede stillede til ham (med rejser, natlige møder, krævende forhandlinger o.s.v.). Han forblev ugift og bemærkede på et tidspunkt, at FN’s charter burde indeholde en klausul om, at ”FN’s generalsekretær bør have et jernhelbred og ikke være gift”. Han var ofte uformel i sin omgang med andre, med mindre situationen fordrede formalitet, men beskrives dog som genert og tilbageholdende over for personer uden for sin vennekreds og kunne derfor forekomme stiv og utilnærmelig i offentlige situationer. Trods hjertelighed og betænksomhed mod venner, medarbejdere og kolleger kunne han til tider reagere uventet skarpt og dømmende over for mennesker, der ikke i hans opfattelse levede op til de høje standarder, han satte for sig selv. Han var troende, men hans kristne tro var yderst personlig og uden rituel.

Gennem sin store lidenskab for litteraturen knyttede Dag Hammarskjöld venskaber med en række af sin samtids kendteste litterære skikkelser – bl.a. den amerikanske forfatter John Steinbeck og den engelskamerikanske digter W.H. Auden. Denne sidste stod i øvrigt sammen med Leif Sjöberg, professor i skandinaviske sprog ved Columbia University, for den engelske oversættelse af Hammarskjölds personlige optegnelser, der blev udgivet under titlen Vägmärken (Markings i den engelske version) i 1963 efter hans død. Hammarskjölds omfattende bogsamling huses i dag i Kungliga Biblioteket i Stockholm.

Dag Hammarskjöld blev i 1953 indvalgt i Det svenske Akademi og overtog dér som noget enestående sin nylig afdøde fars sæde. I 1961 tildeltes Dag Hammarskjöld posthumt Nobels Fredspris, den eneste gang, en Nobelpris er blevet tildelt efter modtagerens død. Fra 1974 foreskriver Nobelstiftelsens statutter, at en pris ikke kan tildeles posthumt.

Hammarskjöld anvendte under sin tid i FN et ganske enkelt personligt exlibris med de to stridshamre fra slægtsvåbenet ledsaget af bogstaverne ”DH” samt med FN’s emblem. Det vides ikke hvem, der har formgivet exlibris’et. Det står heller ikke klart, om han har anvendt slægtens våben i andre sammenhænge. Hammarskjöld modtog som kabinetssekretær i det svenske udenrigsministerium den 24. maj1950 storkorset af Dannebrogordenen, men noget våben for ham blev aldrig malet ind i ordenens ridderbog eller ophængt i de danske ordeners ridderkapel i Frederiksborg Slotskirke i Hillerød nord for København (indtil 1961 opmaledes våbenerne for både danske og udenlandske storkors – derefter kun i særlige tilfælde for udenlandske).

Til gengæld findes et våben for hans far i ridderbogen. Hjalmar Hammarskjöld modtog Dannebrogordenens storkors i 1907, antagelig i forbindelse med fratrædelse af posten som svensk gesandt og minister i Danmark. Våbenet, der (først i 1919) af den daværende kongelige våbenmaler, Herman Friederich Funch (1841-1919), blev malet i ridderbogen, varierer fra blasoneringen i det oprindelige våbenbrev, idet våbenets (kanon-)kugler er røde i modsætning til våbenbrevets jernfarvede eller sorte kugler. Ligeledes er skafterne på hamrene helt røde, mens det i våbenbrevets gengivelse alene er de yderste greb, der er røde, mens resten af skafterne er sorte (en nuance, der dog ikke fremgår af blasoneringen). Denne variant kendes også fra andre tilfælde, og er den, der figurerer i bl.a. Klingspors Sveriges Ridderskaps och Adels Vapenbok.

Hjalmar Hammarskjöld modtog endvidere Serafimerordenen i 1916. På det skjold, der ophængtes i Riddarholmskyrkan i Stockholm efter hans død (men som allerede maledes i 1921), er våbenet dog i overensstemmelse med våbenbrevet (omend kun skjold med adelskrone maledes). Det samme gælder våbenet på serafimerskjoldet for Dag Hammarskjölds ældste bror, Bo (1891-1974), der bl.a. var statssekretær, landshøvding og ordenskansler, og som modtog Serafimerordenen i 1958. Hans skjold, der som faderens er malet af David Friefeldt (1889-1978), viser det fuldstændige slægtsvåben.

Tak til Riddarhusgenealog Göran Mörner for fremskaffelse af den oprindelige blasonering af slægten Hammarskjölds våben samt fotografi af våbenet fra den kopi af våbenbrevet, der i dag befinder sig på Riddarhuset. Tak ligeledes til Kungliga Biblioteket i Stockholm for hjælp med fremskaffelsen af Dag Hammarskjölds exlibris. Sidst men ikke mindst tak til Heraldisk Konsulent og Kongelig Våbenmaler Ronny Andersen for fremskaffelse af fotografiet af Hjalmar Hammarskjölds våben fra Dannebrogordenens ridderbog samt verifikation af Dag Hammarskjölds udnævnelse til storkors og (manglende) våben i ridderbogen. Billederne af serafimerskjoldene for Hjalmar og Bo Hammarskjöld er gengivet efter Per Nordenvall: Kungliga Serafimerorden 1748-1998 (Kungl. Maj:ts Orden. Stockholm, 1998).

Hovedkilder:

Lipsey, Roger: Hammarskjöld – A Life. The University of Michigan Press. Ann Arbor, 2013.

Nordenvall, Per: Kungliga Serafimerorden 1748-1998. Kungl. Maj:ts Orden. Stockholm, 1998.

Sveriges Adels Kalender 2013. Riddarhusdirektionen. Stockholm, 2012

Urquhart, Brian: Hammarskjold. Harper & Row. New York, 1984

De forenede Nationers hjemmeside: www.un.org; herunder specifikt det biografiske afsnit på hjemmesiden for FN’s Dag Hammarskjöld Library

Nobelkomitéens hjemmeside: “Dag Hammarskjöld – Facts“. Nobelprize.org. Nobel Media AB 2014. Web. 25 Feb 2015 (samt ledsagende sider om Dag Hammarskjöld).

Det svenske FN-Forbunds hjemmeside

Slægten Hammarskjölds hjemmeside