Heraldisk Selskabs våbenrulle

Societas Heraldica Scandinavica – Heraldisk Selskab – modtager mange henvendelser om Heraldisk Selskabs våbenrulle. Den pågældende våbenrulle blev dog ikke ført af det nuværende, skandinaviske heraldiske selskab, men af det ikke længere eksisterende Danske Selskab for Heraldik og Sfragistik (grundlagt 1941, opløst 1959). Det nuværende Heraldisk Selskab har således ikke materiale vedrørende våbenrullen, der blev ført af det tidligere selskab. Heldigt er det derfor, at materialet fra den pågældende våbenrulle er publiceret i bogværket Vaabenførende Slægter i Danmark bd. I-III (1946-1958). Alle tre bind er tilgængelige i scannet version på hjemmesiden Danskernes Historie Online:

https://slaegtsbibliotek.dk/900723.pdf (bd. 1)

https://slaegtsbibliotek.dk/900722.pdf (bd. 2)

https://slaegtsbibliotek.dk/900720.pdf (bd. 3 med fællesregister til hele værket).

Heri findes det materiale, som udgør det tidligere heraldiske selskabs våbenrulle. Det gælder også illustrationerne, som Heraldisk Selskab ikke har andre eller bedre udgaver af. Oplysningerne og illustrationerne i Vaabenførende Slægter blev leveret af slægterne selv, og navnet på kontaktpersonen, der var ansvarlig for oplysningerne, er forsynet med en stjerne i bogens navnelister.

Materialet findes for en stor dels vedkommende også i databasen Slægtsvåben, som derfor bør konsulteres først som en genvej til oplysningerne i Vaabenførende Slægter: https://slaegtsbibliotek.dk/slaegtsvaaben

Databasen indeholder derudover mange andre kilder til især borgerlige våbenskjolde.

Har du derfor oplysninger om, at din slægts våben er registreret i Heraldisk Selskabs våbenrulle under et nummer, skal du altså slå op i Vaabenførende Slægter i Danmark eller i databasen Slægtsvåben. Heraldisk Selskab har ikke yderligere materiale eller oplysninger om det pågældende våben.