- Skandinavisk Vapenrulla (SVR) udgives af Societas Heraldica Scandinavica.
- SVR skal først og fremmest være et forum for publicering af såvel nyantagne som hævdvundne våbener, tilhørende personer bosat i de nordiske lande, eller med tilknytning til Norden, samt institutioner, myndigheder, private virksomheder o.a. juridiske personer med hjemsted i de nordiske lande.
- SVR har derudover til formål at øge interessen for heraldik og heraldisk kunst, stimulere interessen for slægtsforskning og styrke nordisk fællesskabsfølelse.
- Publicering af et våben sker for våbenantagerens egenbetaling, og på grundlag af oplysninger fra våbenantageren. SVR’s redaktion afgør hvilke oplysninger, der skal publiceres og udformer den endelige tekst. Våbenantageren har ansvaret for rigtigheden af de afgivne oplysninger, og påberåbelse af titler, adelskab og indehavelse af ordener og andre værdighedstegn skal kunne dokumenteres af våbenantageren. Falske og uofficielle ordener omtales ikke og må ikke gengives sammen med våbentegningen.
- SVR publicerer ikke våbener, der kan forveksles med allerede eksisterende våbener, eller som strider imod gældende lov. Et våben skal opfylde kriterierne for god heraldisk sædvane for at kunne publiceres.
SVR’s redaktion forbeholder sig retten til at afvise et våben, hvis det ikke skønnes at opfylde disse kriterier. - Våbenantageren er selv ansvarlig for at indlevere en heraldisk korrekt tegning af våbenet. SVR’s redaktion forbeholder sig retten til at afvise tegninger, der ikke skønnes at leve op til kriterierne for god heraldisk formgivning. Digitale tegninger publiceres i det omfang, der er tale om originale kunstværker. Plagiat og clip-art accepteres ikke.
- Publicering af et våben i SVR har ingen retsvirkning i form af retlig beskyttelse af det publicerede våben. Publiceringen angiver alene, at våbenantageren ifølge egne oplysninger fører det pågældende våben.